Texas No-limit Holdem Poker

By | 19. marts 2014

En anden af mine store passioner er pokeren. Jeg har spillet poker on and off i en periode på ca. 7 år.

Som så mange andre, så blev jeg vældig tiltrukket af pokeren efter at have set Gustav Hansen føre sig frem med sin ekstravagante livsstil på dansk TV. Det er indiskutabelt, at Gus har haft den allerstørste indflydelse på pokeren i Danmark. Nogle kalder ham med rette Danmarks svar på Chris Moneymaker, hvilket er en meget sigende beskrivelse for den indflydelse, han har haft på udbredelsen af poker fra at være et spil for backgammon-hajerne til at være et populært spil for bredden af befolkningen. Nuvel, ikke i samme grad som i USA, hvor enhver familie med sig selv har et ugentlig spil poker, men det er blevet voldsomt populært blandt især unge mænd i Danmark.

Jeg spillede i starten kun sit-n-goes online for $1-5 buy-in. Selvom jeg virkelig hader at tabe, så var det nu mest adspredelse og afslapning. Senere begyndte jeg at spille 25-50 DKK på det lokale Casino Munkebjerg. Det var dyre lærepenge de første knap 12 måneder, men jeg er overbevist om, at de blev tjent ind efterfølgende. Det er svært at finde en pokerspiller, der vil indrømme, at de taber i pokeren, men jeg mener faktisk helt seriøst, at jeg har et pænt overskud på at spille poker.

I Schweiz spiller jeg live-poker ca. 2-4 gange per måned på det lokale casino. Dels er det meget nemmere at vinde her, da modstanden er overkommelig, og dels så har det været en rigtig god måde at komme tæt på de lokale samt få en bedre forståelse for schweizer-tysk fremfor den højtysk, som vi kender det fra den danske folkeskole. De to sprog tåler ikke mange sammenligninger.

Poker er ikke på ingen måde så avanceret som hverken bridge eller skak, men det kan til gengæld være langt mere indbringende. Qua min baggrund i skak og bridge, så har jeg en meget disciplineret tilgang til pokeren, hvilket man ser hos maksimalt 10% af spillerne. Resten er der primært for underholdningens skyld og er ligeglade med at tage chancer for alle deres penge, selv hvis de blot har 20-35% vinderchance. Det giver nogle gode situationer for den tålmodige og disciplinerede bridgespiller for at tjene en god skilling.

Ellers så har jeg spillet World Poker Tour i Vejle, da den for første gang besøgte Danmark, samt World Series of Poker i Las Vegas i 2012. Begge turneringer var nogle store oplevelser, men jeg har ikke den store tålmodighed til så lange turneringer. Jeg foretrækker klart at spille cash-games og gerne imod de lokale modstandere, som jeg forlængst har et indgående kendskab til deres spillestil og bluff-frekvenser.