Skal man fjerne bederum på danske undervisningsinstitutioner?

By | 21. februar 2017

I Danmark har politikerne på Christiansborg nu gjort det til topprioritet at debattere, hvorvidt staten skal forbyde selvstændige uddannelsesinstitutioner at have bederum, hvor religiøse kan bede en bøn eller finde ro og fordybelse i hverdagen. 

Den første tanke er ikke, om bederum er en god eller dårlig idé, men derimod: hvorfor skal staten blande sig i den slags? Hvis politikerne på Christiansborg skal træffe den slags beslutninger henover hovedet på lederne på de respektive skoler, så sender de et signal om, at de – trods deres store afstand – er mere kompetente til at træffe den slags beslutninger, end lederne tæt på problemerne. Det er en rigtig dårlig ledelsesstil. I stedet burde de lytte til de lokale ledere af uddannelsesinstitutionerne og lade dem træffe beslutningerne lokalt. Det kan nemlig godt være, at antallet af bederum på Syddansk Universitet i Odense skal øges, samt at bederum er overflødige på selvsamme universitet i Sønderjylland. 

Der kommer sjældent noget godt ud af topstyring og af at træffe beslutninger så langt væk fra de implicerede. Det er ikke statens opgave at blande sig i denne slags småting. 

Har politikerne ikke langt vigtigere opgaver at koncentrere sig om?

Mig bekendt er debatten om bederums berigtigelse ikke opstået som følge af lokale problemstillinger, der forgæves er blevet forsøgt lokalt, og efterfølgende bragt til Folketinget. Tværtimod, så er der tale om værdipolitik, desværre nok en racistisk slags, hvor formålet er at diskriminere og chikanere religiøse befolkningsgrupper. 

Alle der kender mig ved, at jeg er ateist. Men jeg har også en respekt for andres synspunkter og religioner, så længe de ikke forsøger at overbevise eller konvertere mig til netop deres religiøse retning. Mine egne holdninger til trods, så kan jeg godt se det fornuftige i, at man reserverer et lille rum på en uddannelsesinstitution til et bederum, så de studerende med stærke religiøse bånd ikke skal ligge på alle fire ude i sneen eller foran deres medstuderende. Uden at have et stort kendskab til religion, så har jeg dog forstået, at de religiøse bønner er baseret på ro og fordybelse. 

Lad os da give plads til mangfoldigheden og ikke lade os skræmme af, at vi ikke alle passer ind i den konforme kasse kaldet “danskheden”.

Men hvis den enkelte uddannelsesinstitution melder ud, at de ikke har faciliteter eller ressourcer til at tilbyde bederum, så må de studerende leje sig ind i lokaler på skolen eller i fælleskab finde en løsning til på uddannelsesinstitutionerne. 

Det er ikke en folkeret at have adgang til bederum. Men hvis pladsen er der, så kan man tilbyde den slags. 

Men at gå så vidt, at forbyde bederum er helt absurd. Dette politiske forslag fra Socialdemokratiet virker som et billigt forsøg på at stjæle stemmer fra Dansk Folkeparti ved at positionere sig som et parti, der også er kritisk overfor fremmede. 

Det er bemærkelsesværdigt og elskværdigt at konstatere, at såvel repræsenterer for danske jøder, muslimer, katolikker m.fl. alle er imod forbuddet. Selv Den Katolske Kirke støtter op om bederum til muslimer. Det er netop den gensidige respekt for hinandens forskelligheder, der skal være plads til i det danske samfund. 

Så kære politikere: bland jer udenom om denne slags beslutninger og fokuser på jeres arbejde og dét, vi betaler jer for. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at I i forvejen læner jer op af en fyring. 

Sæt i gang. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *