Bortvisningsagen af Søren Schriver i Hummel-koncernen fylder i disse dage rigtig meget i danske medier.
Man skal aldrig dømme nogen baseret på pressens skriverier og altid huske på, at journalisternes rolle ikke er at beskrive begivenhederne så objektivt og sandfærdigt som muligt, men at sælge aviser og skabe fangende overskrifter, der skal lokke læsere fra de sociale medier over til avisernes websites, så de kan få vist deres annoncer.
Med ovenstående forbehold i mente har jeg kigget nærmere på de beviser, der er fremlagt af Stadil-familien på pressemødet og efterfølgende, herunder lydoptagelsen fra den tyrkiske samarbejdspartner, der valgte at gå til bekendelse om planen om at snyde Hummel i en ejendomshandel og fløj til Danmark og lagde alle kortene på bordet.
Jeg er overbevist om, at Søren Schriver bliver dømt i Hummel-sagen.
Hummel-virksomheden og Christian Stadil har altid været dygtig til at kommunikere, så når de vælger at køre sagen så offentligt med de enorme risici, det uundgåeligt vil medføre for det stærke Hummel-brand, så må de føle sig overbevist om, at de har en skråsikker sag. Det mest naturlige ville være, at finde en mindelig løsning for alle parter bag lukkede døre i form af en gensidig aftale om at lukke sagen med den sædvanlige svada om, at direktøren fratræder med øjeblikkelig virkning for at få bedre tid til familien, kombineret med at bestyrelsen takker for 24 års solide resultater i virksomheden. Så kunne man i stilhed finde en økonomisk pakke, der var tilfredsstillende for begge parter, så direktøren kunne videregive de vigtigste opgaver og relationer til efterfølgeren.
Det gjorde Stadil-familien ikke.
Der er tilsyneladende rigtig mange følelser involveret i sagen. Det så vi på pressemødet, hvor Christian Stadil var tydeligt berørt over situationen. Det er klart, at når man har arbejdet tæt sammen om at opbygge en virksomheden igennem 24 år, så dannes der meget tætte menneskelige relationer imellem parterne.
Det kunne derfor være fristende at konstatere, at Stadil-familien overreagerer eller handler baseret på stærke følelser på samme ukonstruktive måde, som man ser det i skilsmissesager i privatlivet. Men det er der intet, der tyder på er tilfældet i Hummel-sagen. Tværtimod, så har man samlet et hold advokater og grundigt indsamlet beviser i form af e-mails og lydoptagelser samt vidneudsagn fra de tyrkiske samarbejdspartnere. Det tyder på en vandtæt sag, da ikke alene Stadil-familien, men især Hummel-brandet ville lide stor skade, hvis sagen resulterede i, at “de onde milliardærer”, der har tjent en formue på Søren Schrivers hårde arbejde for virksomheden igennem flere generationer smider direktøren på porten uden vise taknemmelighed. Man kan allerede fornemme, hvordan danske medier med Janteloven i stemmeføringen ville vinkle den sag. Det ville ikke blive kønt.
Hummel brandet bygger på en lang historik, som ejerne ikke ville turde gamble med.
Hummel brandet har eksisteret siden 1923, hvor en tysk skomager i en forstad til Hamborg fandt på ideen om at sætte knopper under fodboldstøvler efter at have set en fodboldkamp i regnvejr. I midten af 1970erne kommer selskabet på danske hænder og får en enestående sponsoraftale med selveste Real Madrid.
Efter en økonomisk svær start på dansk grund og mange udfordringer begyndte selskabet at tjene penge ved Stadil-familiens overtagelse i 1992. Siden da er det kun gået fremad for virksomheden.
Lige indtil denne triste sag.
For som med skilsmisser i privatlivet, så er der sjældent nogle vindere, men altid mange tabere i en sag som denne. Sagen vil uanset det juridiske udfald påvirke befolkningens opfattelse af brandet Hummel og Stadil-familien. Søren Schriver risikerer at gå fra stjerne til kriminel og få sit flotte CV revet i stykker i en sådan grad, at de færreste virksomheder tør røre ham efterfølgende af frygt for den negative påvirkning af deres brand. Hummel-virksomhedens ansatte skal nu forholde sig til naboer og familiers nysgerrige spørgsmål til sagen fremfor at fokusere på at styrke og vækste virksomheden.
Jeg tør simpelthen ikke tro på, at Stadil-familien ikke er klar over sagens konsekvenser. Hvis de ikke var det, så ville deres rådgivere i det mindste have advaret dem mod at køre sagen offentligt, hvis der havde været den mindste tvivl om udfaldet i retten efterfølgende. Sagsforløbet til dato tyder ikke på den mindste tvivl hos dem. Tværtimod.
Jeg køber motivet om, at Søren Schriver efter at have vækstet virksomheden igennem så mange år har følt sig usårlig og er blevet grisk. Der er ingen god forklaring på, hvorfor direktøren for Hummel pludselig skal oprette ejendomsselskaber i Tyrkiet med skjulte ejerforhold og indgå i transaktioner med selskabets største kontrahent i markedet i en spektakulær ejendomshandel, der på ingen måde afspejler arbejdsgiverens interesser. Det bliver ikke kønnere af, at direktøren har rådet sin arbejdsgiver til ikke at købe den omtalte ejendom, men i stedet leje den af et selskab, som direktøren har egne og skjulte interesser i.
Ender sagen med en mindelig løsning?
Nej. Stadil-familien har taget fløjlshandskerne af og meldt sagen til politiet. Der er ingen vej tilbage herfra.
Hvis de ryster på hånden og begynder at lave et kompromis med bortviste Søren Schriver, så vil de fremstå som inkompetente amatører, der skulle have løst sagen internt fra starten af. Det kommer ikke til at ske.
De kommer til at bevise, at de er ofrene i denne sag, samt at direktøren har handlet illoyalt og kriminelt.
Alt andet ville være meget overraskende for mig.