Grøn the

By | 15. august 2015

Jeg har fået en sund vane.

Igennem de sidste 7-8 måneder har jeg fået opbygget en vane med at drikke et par liter grøn the om ugen.

Grøn the i sig selv smager meget bittert. Derfor blander jeg den op med lakridspulver efter et tip fra min gode ven Mads Bo. Det skaber en drik, der mest af alt minder om en fortyndet version af flydende tyrkisk peber.

Min motivation til at drikke grøn the er dels baseret på at finde et alternativ til blot at drikke vand med eller uden brus, men også fordi grøn the har så mange veldokumenterede sundhedsmæssige fordele for kroppen. Den grønne the har et meget stort indhold af sundsfremmende antioxidantstoffer og har været benyttet af kineserne i tusindsvis af år til at behandle alverdens sygdomme. Derudover indeholder grøn the både vitamin C og E. Antioxidanter hjælper kroppen med at holde de såkaldte ‘frie radikaler’ væk fra de sunde celler.

Derudover er der mange andre fordele ved den grønne the:

  • Øger forbrændingen / stofskiftet markant
  • Giver energi / virker forfriskende
  • Reducerer trangen til sukker og søde sager
  • Kan bidrage til at sænke vægten

Den eneste ulempe, som jeg lige kan komme på er, at det kan misfarve tænderne – især når der er iblandet lakridspulver. Så man skal huske at børste tænderne godt og grundigt.

Men ellers kan jeg varmt anbefale andre at skifte kaffen ud med dens sunde søster – eller endnu bedre at skifte sodavanden ud med den grønne the.